Peter – Københavns Universitet

Processpil - Det Juridiske Fakultet
Resize Print Bookmark and Share

Processpil > Om processpil > Deltagerberetninger > Peter

Peter udtaler...

PeterHvordan var det at deltage i processpillet om immaterialret?

"Det var en fantastisk oplevelse. Noget jeg altid vil huske tilbage på. Rejsen til Stockholm med alt betalt, var ligesom en fortjent kulmination på alt det hårde arbejde, man havde lagt i dette processpil. Vi festede til den lyse morgen med de andre deltagende lande, efter at det hele var overstået. En stor tak skal også lyde til vores vejleder, som gennem hele forløbet har været en stor drivkraft og motivation. Det skal slutteligt nævnes, at min makker og jeg, efter at have vundet finalen i Stockholm den 19. december 2008, gik til eksamen i processpillet mandag den 22. december, og begge fik et meget fortjent 12-tal. Det var en af de få eksamener, hvor man simpelthen føler, at der ikke kan spørges ind til noget "forkert"."

Hvorfor valgte du at deltage?

"Jeg valgte at deltage i processpillet for at udfordre mig selv fagligt såvel som personligt. Jeg havde ikke haft faget immaterialret forud for min tilmelding til processpillet, men skulle have faget sideløbende med, at vi skrev processkrifterne i de indledende processpilsrunder. Det følte jeg ikke som værende en hindring, nærmest tværtimod. Det fungerede godt for mig, at jeg qua min deltagelse i processpillet kom meget dybt ned i stoffet, som jeg senere skulle eksamineres i ved den almindelige eksamen i immaterialret. Man skal dog ikke tage fejl af, at det er meget hårdt arbejde - helt klart det hårdeste, men samtidigt mest givtige, jeg har gjort på studiet.

Det spillede også ind på mit valg, at man skaber et godt netværk, primært gennem ens vejleder, der typisk vil være en advokat fra et anset advokatkontor. Vi fik i alt fald mange ressourcer stillet til rådighed af vores vejleder, og det har helt sikkert haft en meget stor indflydelse på vores resultat.

Jeg havde det ligeledes inde i mine overvejelser, at en processpilsdeltagelse sandsynligvis ville stille mig bedre i forhold til et fremtidigt udlandsophold, hvor jeg sandsynligvis søger et universitet, der er lidt uden for min liga - og her mener jeg udelukkende karakterligaen!

Hvad fik du ud af det?

"Man får utroligt meget ud af at deltage. Først og fremmest får du en unik faglig viden om et specifikt område, og man opdager hen af vejen, at det pludseligt er færre og færre mennesker, der kan diskutere sagen på samme niveau som en selv.

Dernæst lærer du fag-engelsk på en meget praktisk orienteret måde, både på skrift såvel som i tale. De processkrifter, der skal skrives for henholdsvis sagsøger og sagsøgte, stilles op meget som man ville gøre det in real life. Aller vigtigst er dog, at du lærer meget om dig selv i forhold til at arbejde sammen med folk, man ikke nødvendigvis selv har valgt. Det skal bare fungere, for at man kan præstere et godt resultat. Nu var jeg i denne henseende meget heldig, da min makker og jeg klikkede rigtig godt sammen fra den første dag, men der vil altid være uoverensstemmelser, som man skal arbejde sig igennem.

Det er med andre ord også en god måde at møde nye mennesker på, og her behøver man ikke kun tænke på at networke - det er også rart at få nye venner, som man kender det fra de gode gamle dage."

Hvad gik sagen ud på?

"Dette år var det en varemærkesag. En ret spændende case, som indeholdt en masse aspekter, der ikke kun var hard core immaterialret. Da vi skrev processkriftet for sagsøger, synes jeg, at de havde den bedste sag, men da vi skrev processkrift for sagsøgte, synes jeg, at de havde den bedste sag - det skulle senere vise sig, at sagsøgte havde den bedste sag... Eller rettere sagt; sagsøgtes sag blev præsenteret bedst og vandt!"

Hvordan forløb konkurrencen?

"Min makker og jeg gik videre fra de indledende runder i København, hvor tre danske hold havde deltaget. Vi var også godt tilfredse med vores processkrifter, specielt det sidste. Da det blev offentliggjort, at vi skulle repræsentere KU i Stockholms Højesteret (selvom det var en voldgiftssag!) gik vi i intens træning i forhold til vores mundtlige procedure.

Jeg husker ikke Julen 2008, men til gengæld husker jeg stadig min 20 minutter lange insisterende enetale, som blev fremført for et panel af fire Højesteretsdommere i Stockholm. I denne forbindelse skal KU roses for at stille en uddannet retoriker til rådighed, der underviser i alt fra vejrtrækningsøvelser til gestikulation og artikulation. Derudover var der også meget argumentationsteori - hvordan præsenterer man sine argumenter på den mest overbevisende måde.

Processpillet i Immaterialret (NIP/NIR MOOT COURT COMPETETION) henvender sig til Danmark, Sverige, Norge og Finland. I år deltog alle på nær Norge, der ikke kunne stille et tilstrækkeligt kvalificeret hold - derfor endte vi med at komme to hold af sted fra KU. Det skulle nu også vise sig at være rigtigt hyggeligt i forhold til hotelopholdet i Stockholm og den store efterfest arrangeret af de svenske arrangører...

Mit hold kom op mod det finske hold, og vi repræsenterede sagsøgte. Det andet danske hold repræsenterede ligeledes sagsøgte, og kom op imod det svenske hold. På forhånd havde vi frygtet det svenske hold mest, da de havde skrevet nogle ret gedigne processkrifter.

For at gøre en lang historie kort, endte mit hold med at vinde efter, hvad vi selv synes, var en ret fantastisk mundtlig procedure. Den var trænet og trænet, og det skal indrømmes, at vi så meget frem til, at vi skulle fremføre og sige den for sidste gang. Vores vejleder kunne til sidst i forløbet sidde og lip-synch'e begge vores mundtlige procedurer, og så må man indse, at man efterhånden har sagt dem nok!"

Peter, jurastuderende 2009