EU-holdet videre til regionalfinalen i New York – Københavns Universitet

Processpil - Det Juridiske Fakultet
Resize Print Bookmark and Share

Processpil > Nyheder > EU-holdet videre til r...

19. januar 2010

EU-holdet videre til regionalfinalen i New York

Sent torsdag aften blev resultaterne af den skriftlige runde af EU-processpillet offentliggjort, og det er igen i år lykkedes holdet fra Københavns Universitet at kvalificere sig til den mundtlige runde - regionalfinalerne - hvor de bedste 48 universiteter deltager.

Der afholdes fire regionalfinaler i konkurrencen i henholdsvis Maastricht, Madrid, Firenze og New York, og københavnerholdet har altså kvalificeret sig til sidstnævnte, der arrangeres af Columbia University. Vinderne af de regionale finaler fortsætter til den endelige finale, der finder sted i april ved EU-Domstolen i Luxembourg.

Dette års case drejer sig om indskudsgarantidirektivet, opholdsbeviser for tredjelandsstatsborgere, kompetencespørgsmål samt fortolkningen af traktater om fri bevægelighed for arbejdstagere indgået mellem EU og ikke-medlemsstater.

Dette års EU-hold består af Josefine Liv Sommer, Asger Beck, Maja Bak-Hansen og Steffen Dysted Mattsson. Holdet vejledes af advokat Peter Biering og advokat Peter Hedegaard Madsen og sponsoreres af Kammeradvokaten - advokatfirmaet Poul Schmith.

På nær ét enkelt år, hvor Københavns Universitet ikke stillede med et hold, har København været repræsenteret 9 gange i træk ved de regionale finaler og seks gange ved den endelige finale ved EU-Domstolen i Luxembourg - resultater, der placerer Københavns Universitet blandt den absolutte top.

Mere info om EU-processpillet